I dag har jeg blødt indeni, siden jeg så det første tweet fra Anders Ladekarl om jordskælvet i Nepal. Jeg har ikke kunnet koncentrere mig om andre opdateringer. Alle forårsblomsterne og løbeturene. Alle de nuttede babybørn. Jeg har kun kunnet prøve at forholde mig til, at mennesker er døde og sårede af en rasende jord.
Selvfølgelig betyder Nepal noget særligt. Jeg har rejst der, vandret i bjergene, klatret, gået og gået og gået i Kathmandu, og jeg har arbejdet der. Jeg har venner i Kathmandu og andre steder i Nepal, og jeg har grædt lidt, hver gang jeg har set en opdatering fra en af dem. Fordi det betyder, at de lever. Jeg savner stadig at se opdateringer fra flere. Min gode ven, Bo, er på Everest og har det godt.
Langsomt forsøger jeg at begribe de billeder, jeg ser fra Kathmandu. Og jeg gruer for, hvor mange landsbyer, der er forsvundet fra bjergsider, når rystelserne har sat jordskred og stenskred i gang. Hvordan forstår man, at en by ikke er der længere?
For nogle år siden tog jeg et par dage til Bhaktapur, som ligger i Kathmandu-dalen et stykke vej fra hovedstaden. Jeg trængte til at sidde stille og se på noget smukt efter at have arbejdet langt ude i bjergene. Bhaktapur var fyldt med fred og smukke templer. Jeg havde et par vidunderlige og fredelige dage. Og jeg tænker altid på Bhaktapur som et helle i verden. Et yndlingssted. Jeg tog det her billede fra tagterrassen på mit hotel.
Nu er det hele pulveriseret.
